I dag havde vi i DARE fornøjelsen af at overvære første behandling af lovforslag L65 i Folketinget. Vi var fire medlemmer fra foreningen, der fulgte nøje med, da politikerne diskuterede en lovændring, der har stor betydning for familier hvor børn er kommet til verden ved hjælp af surrogasi og regnbuefamilier. Lovforslaget omhandler ændringer i børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og flere andre love. Fokus er på at sikre børns ret til deres forældre, særligt i tilfælde af surrogataftaler og ved etablering af medfaderskab i regnbuefamilier. Forslaget inkluderer også forenklinger af adoption ved voksne og styrkede juridiske rammer mod handel med børn.
Dette lovforslag er en del af en bred politisk aftale indgået den 5. februar 2024 mellem Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne og en række andre partier. Hovedmålet er at sikre, at børn, der bliver til gennem udenlandske eller altruistiske surrogataftaler, får ret til deres forældre uden krav om stedbarnsadoption. Med denne lovændring anerkender Danmark også medfaderskab i regnbuefamilier, hvilket markerer en betydelig sejr for rettigheder og anerkendelse af LGBT+ familier.
Hovedpunkter fra dagens forhandling
Under forhandlingen delte flere politikere deres synspunkter på L65 og de principielle emner, som forslaget rejser:
Trine Bramsen (Socialdemokratiet) fremhævede, hvordan lovforslaget er en nødvendig opdatering, der sikrer børn ret til deres forældre. Hun fortalte en personlig historie om venner, der havde fået børn gennem surrogasi, og understregede, at børn skal have trygge rammer uden juridiske tomrum. Socialdemokratiet støtter forslaget.
Christian Friis Bak (Venstre) nævnte de mange familier, der årligt står i et juridisk ingenmandsland og pointerede, at barnets tarv står i centrum. Venstre bakker også op om lovforslaget.
Carina Adsbøll (Danmarksdemokraterne) satte fokus på voksenadoption og de forenklinger, som lovforslaget medfører for denne proces. Danmarksdemokraterne støtter forslaget.
Charlotte Broman (Socialistisk Folkeparti) lagde vægt på menneskerettigheder og barnets rettigheder. Hun præciserede, at Socialistisk Folkeparti ikke støtter kommerciel surrogasi, men er enig i forslaget om at sikre børns ret til deres forældre.
Kathrine Daugaard (Liberal Alliance) roste den brede enighed og fremhævede den klare prioritering af barnets rettigheder. Liberal Alliance bakker op om lovforslaget.
Rosa Eriksen (Moderaterne) udtrykte stolthed over den konstruktive proces, der har ledt til forslaget. Hun fremhævede betydningen af, at nybagte familier ikke skal bruge tid på komplicerede juridiske forhindringer. Moderaterne støtter. Hun understregede også hvor vigtigt det er for anerkendelsen af LGBT+ familier at der indføres medfaderskab. Moderaterne støtter forslaget.
Birgitte Bergmann (Det Konservative Folkeparti) fokuserede på familiepolitik som en hjertesag for Konservative, og hun fremhævede, at barnets tarv altid kommer først. Konservative støtter.
Trine Mach (Enhedslisten) ønskede en opdeling af forslaget og kunne ikke støtte det i sin helhed. Hun kritiserede kommerciel surrogasi og fraværet af beskyttelse for graviditetsværter.
Hele Brudensholt (Alternativet) leverede en tale med fokus på LGBT+ familier og kaldte dagen en sejr for barnets rettigheder. Alternativet mener dog ikke at aftalen løser de andre problematikker på området og nævnte både forbuddet for dansk sundhedspersonale om at assistere ved surrogasi og Alternativets ønske om en fjernelse af adoptionslovens paragraf 33. Alternativet støtter forslaget og tilføjede at Inuit Ataqatigiit også støtter forslaget og ønsker en opdatering af lovgivningen i Grønland med bedre forhold for familierne.
Socialminister Sophie Hæstorp-Andersen afrundede debatten med at understrege, at loven handler om børns tryghed og ikke om at fremme surrogasi som metode. Hun understreger at reglen om genetisk forbindelse til minimum én af forældrene gør det meget klart at surrogasi ikke er menneskehandel. Til spørgsmålet fra Kathrine Daugaard (Liberal Alliance) om hvorfor man ikke brugte muligheden for at skabe bedre muligheder for surrogasi i Danmark, svarede ministeren at dette lovforslag handlede om anerkendelse af forældreskab og ikke surrogasi. Kathrine Daugaard (Liberal Alliance) spurgte efterfølgende om hvordan man så på en eventuel stigning af børn der kommer til verden ved hjælp af surrogasi og ministeren svarede hertil at hun ikke forventede at det pludselig væltede ind med børn i Danmark og at en lille stigning ikke i sig selv ville være problematisk. Ministeren stillede sig til rådighed for spørgsmål og ser frem til udvalgsarbejdet.
DARE’s synspunkt og opfølgning
I DARE ser vi L65 som et vigtigt skridt mod bedre rettigheder og større anerkendelse for vores medlemmer og deres familier. Vi følger nøje det videre forløb og vil fortsat holde vores medlemmer opdateret på udviklingen.
Tidsplan for den videre behandling er som følger:
Du kan holde dig opdateret på Folketingets hjemmeside her: https://www.ft.dk/samling/20241/lovforslag/L65/index.htm