De Radikale Venstres landsformand Mikkel Irminger Sarbo har sammen med sin kone Henriette Irminger Sonne været i et langt fertilitetsforløb. Efter mange års kamp har de opgivet den traditionelle behandling. Nu går de en ny vej i håbet om at få et barn.
På Facebook skriver Mikkel Irminger Sarbo:
VI GIVER OP
MEN STARTER EN NY REJSE I HÅBET OM ET BARN
Først måtte vi acceptere, at vi ikke kunne bruge Henriettes æg, og nu må vi også opgive, at hun kan føde det barn, som vi sådan drømmer om. Hun har næsten uafbrudt, siden vi mistede Andreas fyldt sig med hormoner, gennemgået operationer, gået til den ene blodprøve og scanning efter den anden og er blevet stukket tusindvis af gange med sprøjter i både mave og bagdel.
Otte gange har vi fået sat et fint lille embryo op i livmoderen, men hver eneste gang er det blevet tabt igen enten tidligt eller sent – én gang sågar efter hjerteblink.
Vi har trodset både Corona og krig i Europa i kampen for at få et lille barn til noget af den hjemløse kærlighed, som mit hjerte er fyldt med. Hold op, hvor er jeg imponeret over og taknemmelig for, hvad @Henriette er gået i gennem for mig og for os. Desværre er der nogle fibromer, som ikke kan fjernes, og som står i vejen for en holdbar graviditet.
Nu ser vi på mulighederne for, at anden kvinde kan bære vores barn – forskning og dygtige fagfolk gør det muligt, men processen kræver fantastiske kvinder, som giver livsvigtige bidrag. Først én, som giver os æg, og så én, som bærer vores kommende barn. Det er stort og vildt. Og det sætter mange tanker i gang.
- Hvorfor må vi ikke mod betaling få nogen som helst hjælp i Danmark? Ikke engang, da vi forsøgte at gøre Henriette gravid? Mænds alder er i den anledning for øvrigt helt underordnet, mens kvinder over 45 dømmes helt ude.
- Findes der virkelig kvinder, som af lyst kan gøre noget så stort, som at bære et barn for andre?
- Hvad kommer det til at betyde for barnet, at det har genetik fra en kendt eller ukendt kvinde i et andet land? At det er skabt i et reagensglas og i en semi-fremmed kvindes mave, men vokser op hos os?
- Hvilke konsekvenser vil der kunne opstå for de kvinder, som hjælper os?
Spørgsmålene er mange – og de er ikke bare vores. Udfordringer med fertilitet er noget, som mange og stadigt flere oplever. Ikke mindst pga. al den forurening og tilsvining af natur og vores egne levebetingelser, som vi til min store forundring fortsat accepterer.
Vi har været et smut i Tbilisi i Georgien – her kan de hjælpe os effektivt og hurtigt, og en sød ægdoner er klar. Dog er traditionen at graviditetsværterne (de kvinder, som gennemfører en fuld graviditet med et fremmed æg og ved fødsel giver barnet videre til de intenderede forældre) er anonyme og har meget lav grad af kontakt til barn og forældre.
I Canada til gengæld – der har man et altruistisk ”dating system”, hvor vi kan forsøge at blive matchet med en kvinde eller ligefrem familie, som aktivt og profitløst tilvælger, at de gerne vil gå gennem en graviditet for netop os. Det giver mig tårer i øjnene.
Så nu giver vi Canada et forsøg! Og vi har bestilt nye pas, da alle sider var fyldt i de gamle…Kilde: Facebook.com
Læs mere på: Berlingske.dk
