Her kan du læse beretninger fra nogle af vores medlemmer.

”Vi har i 11 år forsøgt at få børn. Efter 19 IVF forløb over omkring 9 år måtte vi give op og erkende, at vi ikke selv kunne føde et barn. Det var et utrolig langvarigt og hårdt forløb både fysisk og psykisk, og det var tæt på at slide vores forhold op...
Nu er det vores store frygt, at M bliver afregistreret som mor, hvorefter M´s og B´s relation er uden retsbeskyttelse. Vi er så skuffede over, at samfundet har behov for at stille spørgsmål ved noget så afgørende. Det er i hvert fald ikke barnets tarv.”
”Sagsbehandlingen endte med, at kommunen nægtede at registrere M som mor til B2, og efter et par måneder blev M afregistreret som mor til B1. Vores to børn bliver straffet for den måde, de er kommet til verden på.
Hvis F dør, er børnene retligt forældreløse. Det forekommer så uværdigt, og det er rystende, at M´s og børnenes relation ikke nyder nogen form for retlig beskyttelse her i landet.”
”Vi har i alt været igennem 12 graviditeter, der alle er endt med ufrivillige aborter. Det var ikke vores første valg at skride til surrogacy. Vi havde ikke andre muligheder.
Det skaber en masse nervøse tanker om, hvordan M og B er stillet, hvis F dør først. Vi håber, at politikerne vil ændre på reglerne, så vores søn kan vokse op trygt og velvidende, at samfundet har accepteret den måde, han er kommet til verden på.”
”Borgerservice bad om dokumentation for, at M havde født B. Det kunne vi jo ikke levere. Vi dokumenterede det med en erklæring fra den kvinde, der havde født B, hvor det fremgik, at hun ikke er B´s mor – en officiel erklæring fra fødelandet.
Sagen er stadig verserende, og vi ved ikke, hvordan den ender. Vi er meget skuffede over, at Danmark ikke anerkender vores familie.”
”M valgte at være ærlig over for sundhedsplejersken og fortalte, hvordan vores tvillinger var kommet til verden. Det medførte, at kommunen meddelte, at M ikke kunne være registreret som mor, selvom M er biologisk mor til dem.
F er nu registreret som eneforælder til vores tvillinger, der retligt ikke har nogen mor. Vi vil bare gerne anerkendes som den familie, vi er.”
”B1 blev født i USA, hvor vi fik fuld forældremyndighed. Da vi kom hjem, blev det afvist, at F2 kunne registreres som medfar. Myndighedernes begrundelse var, at der havde medvirket en rugemor.
Vi havde simpelthen ikke fantasi til at forestille os, at det endte med at blive vores eget fædreland, der modarbejder os og vores barn. Er det det, som politikerne mener, bedst varetager børnenes tarv?”